Det var måske ikke åbenlyst for Ole Teglgaard, der oprindeligt er uddannet socialpædagog, at han skulle være selvlært ejerleder og underleverandør til vindmølleindustrien. Ikke desto mindre har Ole Teglgaard siden overtagelsen af Resolux i 1995 udviklet ved hårdt arbejde, god kundepleje og næse for forretning.
Men han var ikke kommet så langt, hvis han ikke i en årrække havde haft minoritetsaktionærer som Dansk Ejerkapital og Kraks Fond ombord.
Rejsen begyndte
Rejsen begyndte for alvor i 2006, hvor Ole Teglgaard besluttede at antage en bestyrelse af professionelle forretningsfolk. Med den nye bestyrelse kom der mere fokus på økonomistyring og kvartalsbalancer, som bestyrelsen krævede indsigt i.
Som underleverandør til vindmølleindustrien havde Resolux gode år frem mod finanskrisen i 2008. Der var lagt en vækstplan, som krævede en kassekredit på 12 mio. kr. – penge virksomhedens bank følte sig tryg ved at stille til rådighed.
Finanskrisen i efteråret 2008 førte dog meget hurtigt til et fald i ordrebeholdningen. Det var ikke muligt at skære i omkostningerne med samme hast, som ordrebeholdningen faldt. Derfor kom Resolux i 2009 og 2010 ud med underskud på tre mio. kr. Resultaterne gjorde, at banken ikke længere ville være med og krævede af Ole Teglgaard, at han fandt medinvestorer til at drive virksomheden.
Ole Teglgaard henvendte sig derfor i 2010 til Dansk Ejerkapital og Kraks Fond, der begge skød vækstkapital i Resolux mod hver især at opnå en ejerandel på 30 %. Ole Teglgaard beholdt som ejerleder selv 40 % af aktierne. De nye midler gik delvist til at indfri kreditorer, men de gav ro på driften og mentalt overskud til at udvikle virksomheden.
Med de nye aktionærer fik Ole Teglgaard stillet som opgave at udvikle virksomheden med mellemledere og gøre den mere uafhængig af ham selv. I begyndelsen var det vanskeligt for Ole Teglgaard at afgive ansvar, men han blev overtalt af bestyrelsen til at finde mellemledere og uddelegere mere. Efter et års tid kom Ole Teglgaard til den erkendelse, at det faktisk var en lettelse at kunne uddelegere ansvaret til flere.
Salgsproces går i gang
Siden 2011, hvor de nye aktionærer kom ind, havde virksomheden udviklet sig gunstigt. Resultaterne var gode, og virksomhedens værdi var seksdoblet. I 2015 var tiden derfor inde til at overveje en ny ejerkonstruktion.
Kraks Fond og Dansk Ejerkapital havde ikke nogen deadline for videresalg, men tiden var inde til at tage virksomheden til et nyt niveau. En salgsproces blev sat i gang, der mundede ud i et tilbud fra en kapitalfond på køb af virksomheden. Men i sidste øjeblik kom Ole Teglgaard alligevel i tvivl.
Tre uger før handlen skulle lukkes, meddelte Ole Teglgaard aktionærerne, at han gerne selv ville forsøge at købe virksomheden tilbage sammen med to betroede medarbejdere, Niels Erik Kjølby og Chris Van Herrenhege – henholdsvis finansdirektør og salgsdirektør.
”Dem, der ville købe, ville have mig med på rejsen som direktør i endnu et par år. Da jeg mærkede efter, kunne jeg fornemme, at jeg nok alligevel kun kunne bevare motivationen, hvis jeg selv var hovedaktionær. I den situation viste Dansk Ejerkapital og Kraks Fond sig fleksible og gav mig tre uger til at finde finansiering, så jeg kunne købe dem ud til en pris, der matchede det tilbud, de havde fået,” fortæller Ole Teglgaard.
Det lykkedes at skaffe pengene med hjælp fra Ole Teglgaards bank og Vækstfonden.
”Jeg er glad for den løsning. Der er store muligheder for at udvikle virksomheden yderligere, og jeg har stadig energien,” fortæller Ole Teglgaard.
Set fra Dansk Ejerkapitals side var forløbet også tilfredsstillende.
”Den udvikling Resolux har været igennem, har været rigtig god, både for Ole Teglgaard og Dansk Ejerkapital,” fortæller Lars Buhl, daværende investeringsdirektør i Dansk Ejerkapital, og fortsætter: ”Der er kommet en rigtig fin virksomhed ud af det. Selskabet har med en stærkere organisation og mere kommercielt fokus kunnet forbedre både omsætning og bundlinje betydeligt, og det er jo baggrunden for, at værdien af selskabet er mere end seksdoblet, og at vi har haft en rigtig fin forrentning af vores investering.”