08/07/2025

Partnerskab med Dansk Ejerkapital skal bidrage til realisering af JP Air Techs internationale vækstambitioner

JP Air Tech, en førende producent og leverandør af avancerede filtreringsløsninger, har fået Dansk Ejerkapital med som aktiv minoritetsinvestor. Med investeringen skal Dansk Ejerkapital bidrage til at realisere virksomhedens høje ambitioner og understøtte den fortsatte vækst både i Danmark og internationalt.

Fra venstre: Jakob Søndergaard Nielsen, Jørgen Poulsen, Mads Bojda, Nichlas T. Jakobsen, Frederik E. Aackermann og Silje Kældsø

Dansk Ejerkapital har købt en betydelig minoritetspost i JP Air Tech ApS, der er en førende dansk producent og leverandør af tekniske filtermedier med hovedsæde i Sakskøbing. Investeringen sker i tæt samarbejde med virksomhedens ledelse og eksisterende ejere, der alle fortsætter i den nye ejerkreds. Med Dansk Ejerkapital som aktiv partner venter der forude erfaren sparring til realisering af selskabets ambitiøse vækstplaner, herunder international ekspansion.

JP Air Tech blev grundlagt i 2008 af Jørgen Poulsen og har siden da udviklet sig til en specialiseret leverandør af højkvalitets filtermedier til blandt andet industrielle produktionsanlæg, HVAC-industrien, automotive-sektoren, mm. Med en bred international kundebase og et stærkt fokus på innovation og bæredygtighed, har virksomheden opbygget en stærk position i en industri, hvor kravene til kvalitet og miljøhensyn er fortsat stigende.

Et partnerskab med langsigtet fokus

“JP Air Tech er en spændende og veldrevet virksomhed med en stærk position i sin niche og en erfaren ledelse, som vi har stor tillid til. Vi ser frem til at bidrage med sparring til den videre udvikling og i realiseringen af de vækstambitioner, der allerede er tydeligt formuleret,” siger partner i Dansk Ejerkapital, Frederik E. Aackermann.

Grundlægger, Jørgen Poulsen, CEO, Jakob Søndergaard Nielsen og CBDO, Mads Bojda, står i dag i spidsen af virksomheden. Alle fortsætter som medejere i den nye konstellation og ser investeringen som en naturlig næste fase i virksomhedens udvikling.

“Vi har gennem de seneste år skabt markant vækst og ser et stort, yderligere potentiale i de internationale markeder. Med Dansk Ejerkapital som partner får vi nu en langsigtet og værdiskabende medspiller, der deler vores ambitioner og tilgang til forretningen,” siger grundlægger og medejer af JP Air Tech, Jørgen Poulsen.

Gode muligheder for yderligere ekspansion

Med en stærk produkt- og produktionsmæssig platform og stigende efterspørgsel på effektive og miljøvenlige filterløsninger står JP Air Tech godt rustet til næste fase. Investeringen fra Dansk Ejerkapital skal blandt andet accelerere den internationale vækst. Derudover skal Dansk Ejerkapital bidrage med sparring og professionalisering, så ledelsen kan agere endnu mere proaktivt i markedet, dertil kigge på strategiske opkøb.

Investeringen i JP Air Tech ApS markerer fjerde gennemførte transaktion i Dansk Ejerkapitals sjette fond, som blev lanceret sidste år.

 

Om JP Air Tech:
JP Air Tech er en førende dansk producent og leverandør af tekniske filtermedier med hovedkontor i Sakskøbing og ca. 45 medarbejdere. Siden etableringen i 2008 har virksomheden specialiseret sig i højkvalitets filtreringsløsninger til blandt andet industrielle produktionsanlæg, HVAC-industrien og automotive-sektoren. I tæt samarbejde med kunder og partnere udvikler JP Air Tech innovative, effektive og miljøvenlige produkter, der understøtter en bæredygtig drift og høj kvalitet i hele værdikæden.

Læs mere her: https://www.jpairtech.com/