11/01/2023

Dansk Ejerkapital hylder rygraden af dansk erhvervsliv ved Årets SMV

Årets SMV hylder personerne bag de flotte resultater og det vigtige arbejde i de små og mellemstore virksomheder i Danmark. De er nemlig rygraden i dansk erhvervsliv, og det fortjener de et ekstra og stort skulderklap for. Igen i år er Dansk Ejerkapital Premium Partner.

I foråret 2022 blev der for første gang fundet tre velfortjente vindere i kategorierne: Bestyrelse, Direktion og ESG Frontrunner. Men der er mange flere ildsjæle i de danske SMV’er, der fortjener at blive hyldet og anerkendt for deres store indsatser og vigtige arbejde i og for det danske erhvervsliv. Derfor gør vi det hele igen til maj, hvor vi ved et storslået awardshow finder, fejrer og hylder personerne bag SMV’erne. Og igen i år er Dansk Ejerkapital med som Premium Partner sammen med DAHL Advokatpartnerselskab, Jyske Bank og KPMG.

Stor opbakning til Årets SMV 
Årets SMV 2022 var en stor succes, og kåringen opnåede stor opbakning fra såvel samarbejdspartnere, medarbejdere i SMV-segmentet, medier og indstillede kandidater. Igen i år har Årets SMV en række af store spillere fra det danske erhvervsliv i ryggen.

Initiativtager bag Årets SMV, Henrik Nielsen, fortæller:

”Vi var blæst helt bagover af, hvor god en modtagelse Årets SMV fik. For det første fik vi rigtig mange kvalificerede indstillinger på tværs af brancher, engagementet var stort blandt de indstillede kandidater i hele processen, og så har der fra den spæde start været stor interesse om at støtte op omkring kåringen i SMV-segmentet. Jeg er meget stolt over, at så store og velrenommerede virksomheder som DAHL, Jyske Bank og Dansk Ejerkapital valgte at bakke op som Premium Partnere – og at de gør det igen i 2023, hvor også KPMG har valgt at slutte sig til.”

Indstil kandidater senest d.11. februar 
En del af læringen fra sidste års kåring er, at interessen for at indstille kandidater har været så stor, at vi har brug for lidt mere tid til at behandle de mange flotte indstillinger. Derfor har vi skubbet fristen for at indstille kandidater, så medarbejderne i de mange SMV’er har længere tid til at indstille deres bestyrelse, leder, kollega, samarbejdspartner, direktør, chef, underleverandør osv. Derudover er selve kåringen flyttet til maj måned.

Der er allerede åbent for indstillinger, og alle kan indstille en eller flere kandidater i de tre kategorier indtil lørdag den 11. februar.

Indstil kandidater her: https://aaretssmv.dk/indstil-kandidat/