26/08/2026

Spring Family får Dansk Ejerkapital ombord

Spring Family får Dansk Ejerkapital med som ny medejer. Dansk Ejerkapital køber ca. 40% af bureaugruppen som minoritetsinvestor, mens alle nuværende aktive partnere fortsætter som ejere. Samtidig udvides partnerkredsen med fem nye partnere.

Investeringen fra Dansk Ejerkapital skal give Spring Family yderligere kapital og kompetencer til at accelerere den vækststrategi, som bureaugruppen har fulgt gennem en årrække – med særligt fokus på internationalisering, opkøb og yderligere investeringer i AI.

Spring Family består i dag af ZUPA, ZITE og Spring CC og har omkring 480 medarbejdere fordelt på kontorer i Danmark, Storbritannien, Tyskland og Vietnam. Tidligere i år købte gruppen bl.a. det Hamburg-baserede brand- og packagingbureau Hajok Design.

Managing Partner i Dansk Ejerkapital, Dan Højgaard Jensen, fremhæver blandt andet Spring Familys platform og position i et marked under forandring:

”Spring Family har bygget en stærk forretning og en platform, der skiller sig ud i branchen. De har formået at skabe synergier på tværs af tre forskellige forretningsben og samtidig været langt fremme i arbejdet med AI. Vi ser derudover et marked med gode muligheder for yderligere konsolidering og international vækst. Sammen med en stærk og ambitiøs partnerkreds giver det et rigtig godt udgangspunkt for at udvikle Spring Family videre,” siger Dan Højgaard Jensen.

Partnerkreds fortsætter med at sætte retningen

Ifølge Spring Familys bestyrelsesformand, Albert Funder, ændrer den nye medejer ikke på den grundlæggende strategi. Tværtimod.

”Vores “Family of Pure Players”-strategi bygger på en kombination af størrelse og specialisering. De store internationale kunder stiller stadig større krav til infrastruktur og compliance. Men samtidig tror vi på, at de i stigende grad vil efterspørge bureauer med stærke specialistkompetencer. Hele idéen med Spring Family er at kombinere de to: specialiserede bureauer med fordelene fra en større fælles platform. I Dansk Ejerkapital har vi fundet en partner, der forstår vores forretning og deler vores ambitioner, samtidig med at vi fortsat kan sætte retningen. Deres erfaring med opkøb og finansiering giver os mulighed for at bygge videre på platformen i et højere tempo,” siger Albert Funder.

Større internationalt fokus

For Spring Family skal den nye ejerstruktur understøtte både international ekspansion, fortsatte opkøb og investeringer i AI. Købet af Hajok i Hamburg har styrket troen på, at Spring Family kan vokse internationalt gennem opkøb, mens der også er potentiale i at tage ZITE’s inhouse-model med ud på nye markeder.

Samtidig forventes AI at skabe et større marked for ‘creative content’ og ændre processerne omkring udvikling og eksekvering af kreativt arbejde. Det vil ifølge Spring Family både øge behovet for stærke koncepter og strategisk kreativitet og favorisere de aktører, der har skala og mulighed for at investere i udviklingen.

Director i Dansk Ejerkapital Nichlas T. Jakobsen peger samtidig på opkøb som en vigtig del af den videre udvikling:

”Vi kommer til at have et aktivt blik på opkøb og fusioner, der kan tilføre Spring Family nye kompetencer og styrke gruppens position på både eksisterende og nye markeder. Vi ser flere interessante muligheder i markedet og et godt potentiale for at bygge videre på den platform, Spring Family allerede har skabt,” siger Nichlas T. Jakobsen.