06/07/2026

HMK Bilcon tager næste skridt i udviklingen som en del af Nordic Resilience Equity

HMK Bilcon har indgået en aftale om salg til Nordic Resilience Equity, der overtager en ejerandel på 75 % af virksomheden. Partnerskabet skal styrke HMK Bilcons internationale position og skabe et stærkere grundlag for at betjene forsvarskunder på tværs af NATO-markederne. Dansk Ejerkapital træder i den forbindelse ud, mens ejerlederne fortsætter i den nye konstellation.

HMK Bilcon A/S har indgået en aftale om salg til Nordic Resilience Equity (NRE), der overtager en ejerandel på 75 % af virksomheden. Med transaktionen bliver HMK Bilcon en del af en voksende nordisk industrigruppe med fokus på forsvars- og sikkerhedsindustrien sammen med den norske forsvarsvirksomhed H. Henriksen AS og den svenske forsvarsvirksomhed Westbay Solutions AB. Sammen råder selskaberne over komplementære kompetencer på tværs af Norden.

Den øgede geopolitiske usikkerhed og stigende investeringer i europæisk forsvar øger efterspørgslen efter specialiserede brændstof logistik- og transportløsninger. Med partnerskabet står HMK Bilcon stærkere rustet til at imødekomme den stigende efterspørgsel.

Partnerskabet markerer næste fase i HMK Bilcons udvikling. Som en del af en større nordisk industrigruppe får virksomheden adgang til nye markeder, nye industrielle samarbejder og et endnu bedre udgangspunkt for at udvikle avancerede logistikløsninger til forsvarssektoren.

“Vi har altid haft en ambition om at blive en del af noget større. Samarbejdet med Nordic Resilience Equity giver os netop den mulighed. Det gør os i stand til at understøtte vores kunder endnu bedre, udvide vores kapaciteter og fortsætte udviklingen af innovative løsninger til forsvarssektoren. Vi ser frem til at blive en del af dette nye nordiske samarbejde,” siger Peter Jensby, CEO og medejer af HMK Bilcon.

For Dansk Ejerkapital betyder transaktionen afslutningen på et tæt samarbejde med HMK Bilcon. Dansk Ejerkapital investerede i virksomheden i december 2023 som betydelig minoritetsinvestor og har som led i transaktionen solgt hele sin ejerandel. Investor Peter Jessen, COO Frederik Bach Nielsen og CEO Peter Jensby fortsætter som betydelige medejere af virksomheden.

“HMK Bilcon har udviklet sig til en stærk aktør i en sektor med stadigt stigende strategisk betydning. Vi er stolte over at have støttet Peter Jensby og resten af ledelsen gennem en vigtig fase i virksomhedens udvikling, og vi er overbeviste om, at HMK Bilcon har de bedste forudsætninger for at fortsætte sin udvikling som en del af Nordic Resilience Equity,” siger Dan Højgaard Jensen, Managing Partner i Dansk Ejerkapital.

Aftalen blev underskrevet den 25. juni 2026 og forventes gennemført i løbet af tredje kvartal 2026, forudsat de sædvanlige myndighedsgodkendelser.

Efter transaktionens gennemførelse fortsætter HMK Bilcon under sit nuværende navn, som selvstændigt selskab og med den eksisterende ledelse. Peter Jensby fortsætter som administrerende direktør, og både medarbejdere, kunderelationer, leverandørsamarbejder og den daglige drift fortsætter uændret efter transaktionens gennemførelse.